Gavlmaleri ved Industrimuseet

Gavlmaleri ved Industrimuseet

Med støtte fra Familien Hansens Fond har Horsens fået et nyt gavlmaleri smukt udført af Heidi Zilmer.

Industrimuseet har igennem de sidste år arbejdet på at forskønne og gøre området omkring museet mere attraktivt. Bl.a. er bygninger istandsat og en ny flot legeplads etableret. Det nye gavlmaleri er prikken over i’et, hvor den lidt triste gavl mod Gasvej og Nordhavnen nu fungerer som blikfang og varemærke for museet.

Da kunstneren bag gavlmaleriet, Heidi Zilmer, fik opgaven, gik hun på opdagelse på Industrimuseet for at søge inspiration til værket. Da hun trådte ind ad døren til hovedbygningen, mødte hun den dybe og klassiske kromoxyd grønne farve på træværket. De smukke sort/hvide fliser udgjorde en grafisk mosaik, der førte hende direkte ind i den store maskinhal.

I maskinhallen bredte det sort/hvide gulv sig ud foran hende som et gigantisk skakbræt med diagonale, horisontale og vertikale linjer. Smukt, enkelt og grafisk stærkt. Fra gulvet løftede hun blikket til væggene. De smukke glaserede fliser på væggen changerede i dybe grønne og okkergule nuancer. Fliserne er brændt med en glasur, der ikke er fordelt jævnt på overfladen og det giver væggene det mest fantastiske og dybe grønne farvespil. Det er det uperfekte, der giver dybden.

Heidi opdagede noget, hun ikke før selv havde set. Og lige dér vidste hun, at hun ville trække netop dén følelse og de fliser ud på gavlen.

Hvordan gør man så det? Vise noget, man ikke rigtig ser og pludselig får øje på? I malerfaget kaldes det optisk illusion.

Med nøje opmåling, vaterpas, skabeloner, stiger, stilladser og lift er der håndmalet ikke færre end 5.969 fliser i changerende og varierende kromoxyd og okkergule nuancer. Mønsteret er valgt netop, fordi plusmønstrene former cirkler, der ikke er der.

Den her væg er på flere måder én kæmpe stor optisk illusion, som trækker den smukke maskinhal ud på gavlen. Og forhåbentligt også trækker nysgerrige forbipasserende ind i det smukke museum.

Hele væggen består af malede firkanter og mønstre i lige linjer, og pludselig ser man måske cirkler mellem mønstrene. Pludselig opdager man muligvis noget, man ikke rigtig så, før man gav sig tid til at gå på opdagelse.

Kigger man nøje efter undrer man sig sikkert over en enkelt flise, der ikke matcher resten. Mens værket blev lavet, opstod der pludselig et hul i mønstret, som Heidi og datteren Mie, som hjalp til, ikke havde opdaget, før de pakkede sammen en dag og var på vej hjem. Det var egentlig meningen, at de ville male den grøn den følgende dag, men alting skal ikke være så perfekt. Sommetider skal vi give plads til, at det uperfekte får lov til at fylde, så vi kan stille os undrende og nysgerrige på, hvad det lærer os.

Når den her lille firkant får lov og får plads til at være anderledes og udenfor mønster, så får det måske dig til at stille spørgsmål og til at undre dig over, hvorfor netop dén er anderledes? Så forholder du dig til værket, så sér du værket og det er netop dét, der er pointen.

Det færdige værk blev præsenteret ved en fernisering fredag den 18. august 2023, hvor museumsdirektør David Holt Olsen og Heidi Zilmer holdt tale. Ved præsentationen blev værkets sidste detaljer færdiggjort med forgyldning af ét af plusserne.

Kig forbi Gasvej og Industrimuseet og se det smukke værk.

Næste ansøgningsfrist: 31/05/2024

Send din ansøgning til Familien Hansens Fond. Vi glæder os til at modtage den.

Læs mere